Kampen for stilhed
Da jeg trak jeg stikket for at genoprette min indre balance efter et årelangt energi-overforbrug, lukkede jeg verden ude og stilheden ind. Jeg havde brug for at berolige mit nervesystem, der var blevet flosset i kanterne.
I dag står det skarpt.
Men stilheden bruger jeg stadig til at bevare balancen og blive klogere på mig selv. Jeg finder indsigt og visdom i stilheden. En af de bedste gaver jeg kan give mig selv, er tid for mig selv - et kvarter, en dag, en weekend.
Engang gjorde stilhed mig rastløs, og når den opstod, foretog jeg mig automatisk et eller andet - greb min telefon, lod tankerne myldre, tændte fjernsynet eller lagde planer.
Men jeg har opdaget, hvad ægte stilhed kan, og det er jeg ret meget oppe at køre over. På en stille og rolig måde altså.
“At lukke verden ude handler ikke om at vende ryggen til sine omgivelser, men om det modsatte: at se verden lidt tydeligere, holde kursen og forsøge at elske livet. ”
I stilheden ser jeg mine prioriteringer gennem bevidsthedsbriller, som forstørrer det, der giver mit liv kvalitet. Og det bliver tydeligt, at det sjældent er kvalitet, jeg bruger mest tid på, når autopiloten tager over.
Autopiloten er Min Indre Kritiker. Den er bange for, at jeg overser noget, jeg burde tage mig af. Den ser det som sin vigtigste opgave at sørge for, at jeg konstant lever op til flere usagte forventninger, end der er plads til i en Ford S-Max.
Men det æder af mit nærvær, når jeg ukritisk fodrer Alle Mulige Andre med min energi i forsøget på at mætte Min Indre Kritiker.
Stilheden har lært mig, at nærvær er livskvalitet.
Nærvær skaber forbundethed i mine sociale relationer og giver mig følelsen af dyb mening.
Den svære stilhed
Men stilhed er en luksus.
Den kræver bevidste til- og fravalg, for der er så meget, der kæmper om min opmærksomhed.
Der skal kun et øjebliks uopmærksomhed til, før jeg lægger bevidstheden i hænderne på de tusindvis af stimuli, verden insisterer på, at jeg skal forholde mig til. Og det er så let bare at følge med strømmen.
Men jeg mister selvbestemmelsen over, hvad der skal have mit nærvær, når jeg lader algoritmerne og autopiloten overspise af min opmærksomhed. Jeg falder lynhurtigt tilbage i gamle mønstre, der handler om at få dækket Min Indre Kritikers behov for bekræftelse.
Yoga og meditation er gode aktiviteter til forsyning af stilhed. Men lige nu har jeg mere på to do-listen, end jeg trives med, og det forstyrrer min koncentrationsevne.
“Træk vejret og hold fokus” siger Marie Kronqvist i mine Airpods, imens planlægningstanker, rastløshed og bekymringer danner en kø, der ville have givet Herman Sallings vådeste drøm baghjul.
Og det er en ond cirkel.
For i takt med at jeg har sværere ved at koncentrere mig om stilheden, mærker jeg modstand mod den og opfinder argumenter for at lade være med at prioritere den.
Tilbage på sporet
Hvordan giver jeg stilhed en baglomme i køen, så den kommer foran de insisterende beskeder fra Min Indre Kritiker om, hvad jeg burde foretage mig?
Energiprioritering.
Jeg snublede over begrebet for nylig, samlede det op og har tygget lidt på det. Det smager af noget vigtigt.
Jeg har lært at mærke efter i maven og ved, hvad der koster og giver energi. Når jeg hooker mavefornemmelsen op med min planlægningstrang i et mentalt excelark, har jeg udgangspunktet for et energiregnskab i balance.
Men når man er kodet til at tro på, at man skal sige ja til alt, skal der knivskarp prioritering til at vælge til og fra. Selv de muligheder, som mavefornemmelsen råber JA TAK til, koster i regnskabet, når jeg bundter dem for stort.
Less is more
Jeg øver mig i at skifte ‘ja’ ud med ‘det lyder spændende, det vil jeg gerne tænke over’.
Den dårlige samvittighed, der stadig følger med, kan jeg i nogen grad neutralisere med bevidstheden om, at jeg er venligere mod mig selv og mere værd for dem omkring mig, når jeg prioriterer tid til at være stille og lade op.
Jeg eksperimenterer med at lægge mobilen uden for nåafstand.
Der skal kun en mikroimpuls til, før højre hånd rækker ud efter den lille skærm, og det der føles som 2 minutters scroll, viser sig at være 30 - som i øvrigt ikke supplerer nævneværdigt positivt til energiregnskabet.
Jeg lægger stadig arm med modstanden mod mine stilheds-praksisser på yogamåtten og i lænestolen med Marie Kronqvist i ørerne.
Nu har jeg sænket ambitionsniveauet og lukker verden ude og nærværet ind på nye måder:
Står op 15 minutter før resten af huset, tænder et stearinlys, tanker en kop kaffe og blander gode vejrtrækninger med en kaffetår imens jeg ser på flammen fra lyset
Går ud i naturen, zoomer ud og ser mit liv oppefra
Jeg skal ikke tilbage i overhalingsbanen. Det ender i nødsporet på den lange bane. Jeg har fidus til inderbanen, hvor tempoet inviterer til refleksion, frihed, nærvær og nydelse.
