Kærlighed er ikke en følelse
Jeg har været kæreste med min mand i 27 år. Det er langt over halvdelen af mit liv. Jeg var 18, da vi mødte hinanden, lige blevet student og et helt andet menneske.
Hele verden var en anden dengang, og tilbageblikket er i helt andre farver.
I en periode var vi omgivet af par, der brød op og realiserede drømmen om noget andet og nyt. Jeg har nogle gange haft følelsen af at være halv-underlig, fordi jeg er tilfreds med det samme stykke mandfolk, som jeg har levet sammen med siden altid.
Men jeg har nu ikke altid været tilfreds.
Det har han heller ikke.
Vi har haft perioder præget af både mellem- og utilfredshed. De er opstået på grund af forhold, der i nutidens farver ser helt ligegyldige ud. For eksempel:
Frustration over at hans popcornhjerne får ham til at afbryde en fokuseret samtale med tilfældig info ude af kontekst.
Irritation over at han lader døren til badeværelset stå åben, selvom jeg har bedt ham 1783 gange om at lukke den efter sig.
Ærgrelse over at han fra tid til anden i festligt lag har mistet - først fornemmelsen for hvornår han har fået alkohol nok og dernæst - selvkontrollen.
Omvendt har han længtes efter, at jeg slap kontrollen, lod en pludselig indskydelse forstyrre konteksten og badeværelsesdøren stå åben.
Men irritation over hverdagsgnidninger er i virkeligheden et symptom på større udfordringer, som er meget sværere at få øje på.
For nylig postede Julia Lahme et citat fra et indlæg, hun har skrevet i Politiken:
“Kærlighed er for evigt et tilvalg mellem mennesker, der kunne have ladet være, og kærlighed forandrer derfor giveren først. ”
Det ramte lige ned i en forståelse, der har lagret sig i mig på det seneste:
Kærlighed er ikke en følelse, der opstår og bliver hængende af sig selv. Det er et valg, som kræver benhård prioritering og overbærenhed i rigelige mængder.
I mange år balancerede jeg ubevidst mit parforhold i en gammeldags skålvægt og var tilfreds, når der som minimum var ligevægt i de to skåle (eller en lille smule overvægt i min favør). Når jeg gav, forventede jeg at få mindst lige så meget igen, og jeg brugte en pæn mængde mental energi på at holde regnskab.
Men kærlighed er ikke en valuta, jeg mister, når jeg giver den til en anden. Det er en investering med højt afkast i form af forbundethed og dyb glæde.
Det forstod jeg først rigtigt, da jeg lærte at elske og respektere mig selv.
Da forstod jeg også, at investeringen kræver, at jeg blotter min sårbarhed og løber en følelsesmæssig risiko. Og lever med den uvished, der følger med det.
Jeg har taget min mand for givet. Ligesom jeg har taget mig selv for givet.
De høje forventninger, jeg har haft til mig selv, har jeg også haft til andre, i særdeleshed til ham.
Jeg har ubevidst holdt ham ansvarlig for, at jeg var lykkelig. Men det er ved gud mit eget ansvar at være lykkelig, og det er mit valg, hvad jeg vil føle. Lykke er et valg.
Kærlighed er et valg. Og jo mere bevidst jeg er om værdien af det valg, jo mere føler jeg kærlighed.
Da jeg begyndte at forstå, hvordan jeg skal agere for at respektere og elske mig selv for hvem jeg er og ikke hvad jeg gør, forstod jeg også, hvordan jeg gør det samme for min mand.
27 års ryg-træning
Vi har ikke manglet anledninger til at gå hver til sit. Men vi har aldrig gjort alvor af det. Hvorfor?
Fordi han har min ryg.
Da jeg arbejdede (alt for) meget, havde han hjemmefronten. Da jeg trak stikket for at lave radikale ændringer i mit forhold til mig selv, bakkede han op og tog styrepinden i det praktiske arbejde med at sætte stikket i en ny kontakt. Efter lidt betænkningstid, bevares.
Han svarer det samme, når jeg spørger, hvorfor han aldrig har trukket teltpælene til sig: ‘Du har min ryg.’
Måske er det netop det, at han er ukontrollerbar og jeg er umanerlig kontrolleret. At hans popcornhjerne er en kæp i hjulet på trædemøllen, og at jeg lukker badeværelsesdøren, når han lader den stå åben.
Den kærlighed vi deler efter 27 år, er et valg, vi har truffet og arbejdet for.
Jeg hviler mere i mig selv end for få år siden, og det smitter af på mit parforhold.
Jeg brokker mig kun sjældent over, at badeværelsesdøren står åben. Oftest lukker jeg den bare og minder mig selv om det fine i, at vi har to drenge sammen, kilometervis af minder, og at han er det menneske i verden, der kender mine grimmeste sider bedst og jeg hans.
Han er tryghed.
Og når vi gør os umage for ikke at tage hinanden for givet, er han også spænding og eventyr.
Det, vi vander, blomstrer.
I perioder er vi som billardballer, der hele tiden støder sammen og med voldsomhed ruller tilbage i hvert sit hul. Men med årene er vi blevet hurtigere til at komme op igen og finde sammen midt på bordet.
Vi holder.
Vi holder dejlige ferier, og vi er blevet gode til at holde hverdag. Vi holder ud, holder sammen, holder ikke op med at ville.
Jeg tror, vi holder mange år endnu.
