Velkommen frygt
En af mine drenge har truffet et uddannelsesvalg, som han ikke trives i og befinder sig lige nu i et limbo af overvejelser, tankemylder og frygt.
Hans frygt har sat sig i mig.
Hvordan skal det gå? Hvad er det bedste? Hvad sker der, hvis han går den vej og hvis han går den vej? Hvor vil han trives? Hvad hvis han aldrig kommer til at trives?
Jeg ville ønske, jeg kunne skovle frygten ud af vores systemer, lægge den i en bunke bagest i haven og bede min mand køre det på grenpladsen, så vi kan slippe af med den.
Jeg ville ønske, jeg kunne træffe et valg for ham. Trykke på “skip intro”, så han kan hoppe over følelsen af ikke at kunne udfylde livet på den rigtige måde og gå direkte til en lykkelig slutning.
Jeg vil bare gerne fikse det for ham.
Så jeg kommer til at presse på med spørgsmål i spandevis. Han svarer med et ønske om tid og plads.
Min fornuft ved selvfølgelig godt, at han ikke kan bruge mine erfaringer til noget. Han må få sine egne. Men der foregår en konstant armlægning i mit indre mellem fornuft og følelser, og følelsen af usikkerhed og frygt er stærkest.
For vi har det aldrig bedre, end de af vores børn, der har det værst. Og alle mine indsigter og praksisser er på prøve.
Så hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke var bange?
Hvis jeg ikke var bange, ville jeg slippe overbevisningen om, at jeg er nødt til at vide, hvordan det ender.
Hvis jeg ikke var bange, ville jeg læne mig ind i troen på, at det, der kommer i vejen, er vejen.
Hvis jeg ikke var bange, ville jeg trække vejret dybt og genskabe kontakten med den vise stemme i mig, der fortæller, at min søn har brug for en stabil og rolig støtte, han kan læne sig op ad, når han er klar.
Hvis jeg skal være den støtte, må jeg tage mig kærligt af den del af mig, der er bange. Den skal beroliges, hvis jeg skal kunne berolige ham.
Er der en voksen til stede?
Jeg må være den voksne, der viser mig omsorg.
Den voksne der giver plads til, at alle mine følelser og tanker må være her. Både dem der tror på, at det nok skal gå, og dem der er bange for, at det ikke gør.
Den voksne der forsikrer mig om, at min frygt gerne må være her. Og at følelsen af at være utilstrækkelig og sårbar over for livets dynamik gerne må være her.
“Frygt er, i modsætning til, hvad de fleste tror, en trofast følgesvend til det, du drømmer om. Intet af det, du virkelig ønsker dig, kommer uden frygt. Det er oftest det, vi ønsker os allermest, som gør os mest bange og frygtsomme.”
Min frygt er tegn på, at det betyder noget for mig, at han lander godt. Det står aller-øverst på min ønskeliste i år.
Så jeg skal være modig.
For det kræver mod at acceptere, at jeg ikke ved, hvordan det ender. Det kræver mod ikke at gå i fikser-mode, men blive i uvisheden og bare være der. Og det kræver mod at lade tingene ske uden at overtænke muligheder og konsekvenser.
Jeg kan mærke, at frygten bliver lettere, når jeg byder den velkommen med mod, i stedet for at forsøge at skaffe den af vejen.
Og den bliver lettere endnu, når jeg sætter ord på den, for ved at sige ting højt, kan jeg tale udfordringerne i dem mindre.
Her ved slutningen af dette indlæg tror jeg faktisk på, at det hele nok skal gå - selvom jeg endnu ikke ved hvornår eller hvordan.
