Når længslen får retning - og jeg skal finde mod til at følge den
Jeg mistede mig selv til travlhed.
Ikke bare lidt. Ikke sådan en smule forvirring over, hvor nøglerne er, eller en uge med lidt for mange opgaver. Nej, jeg forsvandt helt.
Jeg havde så travlt med at have travlt, at jeg ikke opdagede, at jeg spænede i en retning, jeg ikke bevidst havde valgt.
Jeg lagde planer, satte mål, optimerede min tid og pressede mig selv i forsøget på at gøre alt rigtigt. For jeg levede i overbevisningen om, at jeg skulle præstere noget for at være god nok.
Det var der umiddelbart også god fidus i: Jeg fik en del fra hånden og en betydelig mængde af den anerkendelse, der holdt mig kørende.
Men jeg havde gjort regning uden min indre revisor og mærkede pludselig energien, humøret og motivationen fosse ud af den mentale bankkonto.
Efter en periode med et nyt mål om at finde tilbage til mig selv gennem refleksion, medititation og selvudvikling, blev jeg klar over det her:
Troen på, at jeg er god nok, findes ikke uden for mig selv
Så jeg solgte mit nyrenoverede hus og min virksomhed. For at se, hvad der var tilbage af mig, når jeg ikke længere kunne definere mig selv gennem præstationer.
Jeg arbejdede målrettet på at holde op med at være målrettet - drevet af en længsel efter at kunne hvile i at være retningsløs.
Goodbye til målrettet perfektionisme
Så længe jeg kan huske, har Min indre kritiker fortalt mig, at den rigtige måde for mig at være i verden på, er som målrettet perfektionist:
“Hvis du sætter retning, jagter den med disciplin og leverer på et højt niveau, så er du sikker.”
Så målet om at stå i det retningsløse uden en defineret plan og bare mærke var ikke et, jeg lige kunne nå på en weekend.
Men det hjælper at have vedholdenhed som en perfektionist.
Og godt nok har det givet grå hår helt ned på storetåen, men her står jeg nu med en vis erfaring i at give perfektionismen en opretstående langefinger, dyrke fejlmodigheden, slippe kontrollen og overgive mig til nuet.
Jeg kommer stadig til at skrive opgaver på jeg-burde-jo-listen. Men jeg har bestået min selvudviklings-challenge med et karaktergennemsnit, der er adgangsgivende til at mærke hvad jeg ikke længere vil stå model til og endnu vigtigere, hvad jeg har lyst til.
Og så har vi balladen igen.
Jeg fik nemlig lyst til at tage en coachuddannelse. Ikke fordi jeg burde, eller fordi den skulle føre mig et bestemt sted hen, men fordi den kaldte og lokkede med muligheden for at forstå mig selv bedre.
Det holdt stik. Jeg har lært mere om mig selv på den uddannelse, end på de 45 år, der gik forud.
Men undervejs begyndte det her at spire:
Hvad nu hvis jeg faktisk kan bruge det, jeg lærer, til at hjælpe andre?
Jeg turde bare ikke rigtigt indrømme det.
Så jeg har pakket det ind i: “Jeg har ingen plan, jeg tager den med ro og ser, hvad der sker.” Det er en rar lille sætning. Tryg. Bekvem. Og en fremragende undskyldning for at blive stående i døråbningen i stedet for at træde ud på scenen.
Men jeg kan altså mærke en længsel, der ikke længere er retningsløs. Jeg ved godt, hvad jeg vil.
Jeg vil ud over rampen. Holde foredrag. Facilitere udvikling for andre, der også har mistet sig selv i jagten på ydre mål.
Men jeg tøver.
For så længe jeg lader som om, jeg stadig er retningsløs, behøver jeg ikke forholde mig til, hvad det betyder, hvis jeg fejler på den vej, jeg faktisk har lyst til at gå.
På top 3 over vigtige læringer i min udviklingsproces står den her:
Ved at sige ting højt, kan vi tale udfordringerne i dem mindre.
Så nu siger jeg det højt.
Og i det sekund ordene forlader mit tastatur, føles udfordringen allerede en lille smule lettere.
Ikke fordi frygten for at fejle er forsvundet – men fordi den nu står her sort på hvidt og stirrer mig direkte i øjnene. Og frygt, man kigger direkte på, har det med at krympe en smule. Medmindre den er af typen, der lever af opmærksomhed. Så kan det godt være, at den lige skruer lidt op for volumen først. Men det går over.
Så her står jeg. Med en længsel, der ikke længere er retningsløs. Med en frygt, der ikke længere får lov at gemme sig i tavshed.
Og med en retning, der er svær at løbe fra, nu hvor jeg har sagt den højt.
Hvad så hvis jeg mister mig selv til travlhed igen?
Jeg har været der før. Med en kalender der var så tæt pakket, at der skulle et lille mirakel til at finde tid til at tænke en tanke til ende. Med mål, der skubbede mig fremad, men ikke gav mig en chance for at mærke, hvor jeg egentlig var. I et tempo, der gjorde det umuligt at stille spørgsmål ved, om jeg overhovedet var på den rigtige vej.
Men det sker ikke, for jeg har skiftet drivmiddel. Jeg kører ikke længere på tom sult efter anerkendelse, men på noget mere bæredygtigt: en længsel, der faktisk føles som min egen.
Så jeg må hellere se at komme i gang. Før min indre kritiker finder på endnu en grund til at vente lidt endnu.
