Triggere og tiltrækning
TV-serien Matador har været bagtæppe til min barndom og ungdom. Jeg fik den ind med kakaomælken hos min farmor og faldt i søvn til den hver aften i mange år, så karaktererne føles som nære familiemedlemmer.
Elisabeth Friis er en karakter, jeg har en slags had-kærlighedsforhold til.
Hun er en af Matadors stærke kvinder, der læser moderne litteratur og har fremsynede holdninger f.eks. om kvindesagen. Men hun gør ingenting med det. Sidder bare ved klaveret og har ondt af sig selv over, at hendes drømme og ønsker for livet ikke bliver til noget.
På trods af sine stærke holdninger, ligger hun under for tidens normer. Jeg har lyst til at ruske hende og råbe: Slå dig dog løs! Giv fanden i klasseskel og gift dig med bankdirektøren for den nye bank, ham du elsker!
Jeg kan kende mig selv i Elisabeth Friis
Det er derfor, hun irriterer mig.
Jeg drømmer ikke om en bankdirektør. Men jeg kan genkende det at have holdninger og stå ved dem - også selvom det er upopulært - men alligevel ligge under for normer, jeg drømmer om at bryde ud af.
Spejlbilleder
Vi mennesker har det med at blive trigget af karaktertræk hos andre, som vi ikke bryder os om hos os selv. Det, vi reagerer på, er ofte spejlbilleder af os selv, som vi ikke ønsker eller evner at konfrontere.
I mange år var jeg mellemfornøjet i en hverdag med alt for meget arbejde, forpligtelser, kampe der skulle kæmpes og mål, der skulle nås. Det er sådan, samfundet gerne vil have, vi lever, men det har kostet mig energiudladninger på Richter-niveau at leve op til.
Ironisk nok får jeg røde knopper, når jeg møder mennesker, der ikke står ved sig sig selv, men åbenlyst slår knuder på sig selv for at passe ind. Ironisk fordi det er vævet ind i min egen rygrad at forsøge at leve op til andres forventninger.
Et boost af det, jeg mangler
Til ungt selskab hos Varnæs går Elisabeth hjem, når resten af selskabet begynder at danse. Jeg holdt en Matador-temafest, da jeg blev 30 og kom sjovt nok som Elisabeth Friis. I løbet af aftenen fortrød jeg, at jeg ikke var gået med Gitte Graa. Hun har det nemlig meget sjovere.
Jeg misunder Gitte Graas umiddelbarhed og udadvendthed.
Jeg elsker, at hun er ligeglad med normer og hvad andre tænker.
Hun er knivskarpt bevidst om, hvad hun vil og ikke vil, handler derefter og prøver ikke at please sig til likeability.
Hvis man vil Gitte Graa, må man tage hende, som hun er.
“Man kan ikke holde Gitte ansvarlig for noget som helst. Hun er som en karrusel; man kan stå på, man kan stå af. Ingen skal regne med at få alle turene.”
Der er ikke ret meget Gitte Graa i mig.
Men jeg gad godt have en indsprøjtning med lidt af hendes selvværd og grundtro på, at hun har fortjent al den nydelse, livet byder på. Og så en booster-vaccine efter 3 måneder, når virkningen har fortaget sig.
Modsætninger mødes
Ligesom vi bliver frastødt af karaktertræk, der afspejler sider i os selv, vi ikke bryder os om, bliver vi tiltrukket af egenskaber, vi ville ønske, vi havde. Deraf kommer udtrykket 'modsætninger mødes’, og det er derfor, vi bliver tiltrukket af en partner, der er forskellig fra os selv. Den begavede parterapeut og sexolog Ditte Winkel har forklaret, at underbevidstheden vurderer, at her er et menneske, der kan bidrage med det, jeg selv mangler.
Så slår det gnister, og vi går rundt i en intens glædesrus.
Men når forelskelses-feen flyver videre for at dryppe sin magiske eleksir på nogle andre, tager hverdags-heksen over. De egenskaber vi blev tiltrukket af, forvandles til irritationsmomenter, som vi (især kvinder?) kan bruge et halvt liv på at prøve at lave om, så han kommer til at ligne os. Når det lykkes, synes vi, han er blevet kedelig og får lyst til at skifte ham ud.
Jeg kunne godt have forelsket mig i Gitte Graa.
Det gjorde jeg faktisk.
Min mand har i hvert fald flere karaktertræk til fælles med hende, end med Elisabeth Friis. Han bekymrer sig meget lidt om normer, har en lynforbindelse til sine egne grænser og et yderst kortsigtet forhold til fornøjelser.
Hvis det var Gitte Graa, jeg havde forelsket mig i, ville jeg nok - når den første vilde fascination havde lagt sig - have forsøgt at reducere de aktive ingredienser i hendes vaccine-indsprøjtning.
Det gjorde jeg faktisk.
Senere, når jeg var blevet meget klogere på mig selv, ville jeg indse, at der var en grund til, at jeg havde valgt Gitte og håbe, at hun havde lyst til at finde tilbage til det, der engang slog gnister.
Det gjorde jeg faktisk.
Og det havde han heldigvis.
