Man kan jo ikke selv bestemme, hvad man føler…

Engang troede jeg, at jeg havde omtrent lige så stor indflydelse på mine følelser, som jeg havde på, om det ville regne i juni. 

Jeg var faktisk bange for mine følelser.

For deres uforudsigelighed gjorde dem svære at kontrollere - og tryghed har flettet fingre med kontrol i mit indre så længe, jeg kan huske. 

Min strategi var at ignorere dem. Følelserne. Jeg behandlede dem som spam i min indbakke – markerede dem som ‘uønskede’ og håbede ikke at høre fra dem igen.

Jeg satsede alle mine penge på det, der sker fra halsen og op: Logik og fornuft styrede mit liv og beslutninger. Jeg lukkede af for evnen til at mærke om noget var rigtigt - jeg tænkte mig frem til det.

Folk, der argumenterede med følelser, fik det hvide i mine øjne til at ændre kurs 180 grader.  

Når jeg mærkede det, som jeg siden har lært var frygt og usikkerhed, tolkede jeg det som svaghed.

Jeg skammede mig og dulmede den ubehagelige fornemmelse med hårdt arbejde og mere forberedelse. Eller med ligegyldige overspringshandlinger på sociale medier. Eller med vin. 

Når jeg var udmattet, slog jeg det hen som baggrundsstøj. Hvis noget gav mening på papiret, så gjorde jeg det, nærmest uanset hvordan det føltes.

Skulle jeg til et møde, men var grundtræt, så strammede jeg ballerne og tog af sted alligevel. Hver gang. Under mantraet “Jeg skal bare lige igennem den her uge, det her projekt, den her opgave…” 

Det virkede godt.

I et stykke tid. 

Men kroppen glemmer ikke. Når følelser bliver ignoreret længe nok, kommer de tilbage som en glemt parkeringsbøde – det starter med et par rykkergebyrer, inden man havner i kløerne på Gældsstyrelsen.

Grundkursus i følelser

Så begyndte jeg at øve mig på at lytte til mine følelser og forstå, hvad de ville. 

Jeg startede på niveau med Søren-og-Mette-ser-en-ko-og-en-sø. Med kropsscanninger, mindfulness-øvelser og ordlister over de følelser, jeg mærkede. "Nå, der var frygten. Nu er jeg bekymret. Nu er jeg vred."

Efter bestået grundkursus opdagede jeg, at mine følelser har en afsender. De er ikke tilfældige, men bliver trigget – af mine tanker.

Og den helt store indsigt: 

Mine tanker er ikke nødvendigvis sandheden. 

Hvis mine tanker får lov til at rende frit som økologiske køer anden søndag i maj, farver de min oplevelse af verden, uden at jeg opdager det.

Men hvis jeg forholder mig bevidst til dem, kan jeg vælge, hvad jeg vil tænke om det, jeg oplever, og dermed hvad oplevelsen får mig til at føle. 

Når tankens kraft tager rattet

Følelserne bekymring og frygt har et godt øje til mig.

De opfører sig som en uopfordret nyhedsbrevstilmelding, der dukker op igen og igen, uanset hvor mange gange jeg trykker ‘afmeld’ - for eksempel når jeg arbejder:

"Bare det går godt. Bare det ikke er for banalt. Hvad nu hvis de ikke synes om det." Den slags tanker er guf for bekymring og frygt.

Men hvis jeg bruger min hang til at tænke logisk, når jeg vælger mine tanker, kan jeg styre følelserne i en anden og meget mere konstruktiv retning:

Hvis jeg vælger at tænke: “Jeg er godt forberedt. Det her er en buffet, ikke en eksamen.” - Så føler jeg spænding og gåpåmod. 

Det har taget mig lang tid at forstå, at mine følelser ikke er en facitliste. De er et øjebliksbillede af mit mentale klima - ikke en endegyldig sandhed om verden. 

Så jeg øver mig i at holde en vis distance til mine tanker – som en vejrudsigt på en dansk sommerdag: sjov at tjekke, men ikke værd at stole blindt på.

Og når jeg mærker bekymring, frygt, vrede eller en anden ubehagelig følelse, stiller jeg mig selv spørgmålet: 

Er der en anden måde at se det på, som vil give mig en mere konstruktiv følelse?

For mine tanker styrer mine følelser. 

Og mine følelser styrer mine handlinger. 

Så det logiske valg er tanker, der skaber følelser, som hjælper mig i stedet for at holde mig tilbage.