Maskefald - om at blive et helt menneske

Beskriv dig selv med 3 ord.

Mine er:
Ansvarsbevidst
Målrettet
Kontrolleret

Det tager mig ikke lang tid at koge min personlighed ned til de 3 ord. Bevares, de 3 karaktertræk har bragt mig langt. Jeg har haft gode job med stort ansvar, god løn, privilegier og muligheder. 

Men jeg har sagonedme brugt meget energi på at opretholde billedet af, at jeg var berettiget til det. Først og fremmest overfor mig selv.  

Jeg har slæbt rundt på en tung tvivl om, hvorvidt jeg var dygtig nok, havde de rigtige svar og levede op til forventningerne fra Alle Mulige Andre. Jeg er ikke ene om at have det sådan. Faktisk er fænomenet så almindeligt, at det har et navn: Impostor syndromet. Frygten for at blive afsløret som en bedrager, der har sat barren for højt. 

Jeg kender det som følelsen af at tage en maske på - eller måske en redningsvest - syet af ansvar, målretning og kontrol. Den har været min identitet og fungeret som en sikkerhed for, at jeg ikke fik forvildet mig for langt derud, hvor der kunne ske noget uforudset. 

En begrænset historie

Henriette Claydon, der har sort bælte i Enneagrammet, har været med til at fyre op under min selvindsigt. Et af hendes nyhedsbreve landede i min indbakke forleden med disse ord: 

Vi mennesker fortæller historier hele tiden. Historier om os selv, om hinanden, om omgivelserne og samtiden. Det er vores naturlige måde at skabe forståelse af det der sker, og det vi oplever... Hjernen er sådan indrettet, at jo mere du tror på den historie du fortæller, jo mere bliver den til din virkelighed.

Jeg har fortalt og troet på en stærkt begrænset historie om, hvem jeg er: Ansvarsbevidst, målrettet og kontrolleret. Men det er sgudda en lillebitte beskrivelse af et helt menneske, og jeg har snydt mig selv for meget ved at identificere mig med den.  Jo mere kontrol jeg har forsøgt at have, jo mere ansvar, jeg har taget, og jo mere målrettet, jeg har været - des mere har jeg misset af alt det, livet også har at byde på. 

Jeg har stået kl. 3.45 på en familieferie i det nordligste Jylland og glattet min page for at sidde i version knivskarp til et møde i det vestjyske kl. 8.00 og ligne en, der ikke havde noget vigtigere at tage sig til. 

Jeg har siddet i min ungdoms rundkreds og ladet hashpiben passere af frygt for den boomerang af genvordigheder, skæbnen ville sende i min retning, hvis jeg gjorde mig erfaringen. (I en alder af 45 år har jeg stadig til gode at prøve den første joint.)

Som en alkoholiker på jagt efter en guldøl, har jeg bevidstløst fulgt én retning i mit arbejdsliv: Op. Mere ansvar, højere løn, mere prestige. Uden evne til at mærke efter, om det gjorde mig godt.    

Fortællingen til mig selv om hvem jeg er, har været præget af tunnelsyn, men jeg er selvfølgelig meget mere end mit gamle begrænsede selvbillede. Når jeg tager masken af og løfter blikket, får jeg øje på nye nuancer.

Jeg rummer for eksempel også stor empati og evnen til at se og forstå andre mennesker, der hvor de er. Men andre mennesker er utilregnelige, så mit kontrol-gen har blokeret for, at jeg har taget empatien til mig som en del af min identitet.

Jeg har en spirrende kreativitet, jeg ikke har givet mig selv plads til at udforske, fordi den har stået i kontrast til det kontrollerede og målrettede i min selvbevidsthed. Men nu mærker jeg noget spirende fantasifuldt, som skal have et ordentligt skud Substral og stilles i en solstråle.  

Og så har jeg opdaget en frihedstrang og et behov for at råde over min egen tid, som står i ironisk modsætning til det faktiske billede af min kalender, som i mange år var tæt pakket og stærkt styret af Alle Mulige Andres forventninger. 

Face off

Jeg har ladet Alle Mulige Andre gøre krav på min tid og energi og ubevidst overladt roret i store og små beslutninger til noget uden for mig selv. Det er en ret vild indsigt, og med den følger opgaven at lægge masken, slippe kontrollen, overlade ansvaret og se bort fra målet. Det er hurtigt skrevet, men en real life udfordring, for den maske har siddet godt fast længe. Men bevidstheden om den, gør det også umuligt at lade den sidde og lade som ingenting.

Så jeg stikker storetåen ud over kanten og dypper den i det kolde vand for at mærke, hvordan det føles at være andet end ansvarsbevidst, målrettet og kontrolleret. Jeg øver mig i at meditere, skrive løs uden formål, gå tur uden en nyttig podcast i ørerne - og ikke have en plan. Jeg ved derfor i sagens natur ikke, hvad det skal ende med, men jeg ved, at jeg er på vej.

Jeg er ved at forstå, at jeg er, kan og tør meget mere, end jeg gik og troede. Jeg giver lige så stille slip på alle de usagte forventninger, jeg har forsøgt at leve op til, og lærer at stå i mig selv med alt hvad jeg rummer.

Og nu er det forår.