At være den man er, eller det man gør
Om selvværd og slankekure
Jeg har bøvlet med min vægt, siden jeg var teenager. I min generation er vi opdraget med bevidstheden om, at slank er godt, og at et menneskes værdi er nært beslægtet med dets vægt.
Jeg har også bøvlet med mit selvværd og ubevidst kompenseret ved at styrke min selvtillid. Selvværd kommer af at værdsætte sig selv som den man er - det er jeg først begyndt at lære for få år siden. Selvtillid kommer af det, man gør, og i mange år satte jeg lighedstegn mellem det, jeg præsterede og min værdi som menneske.
Forskellen på at være noget og bare at være kan synes lillebitte, når den står skrevet i en uskyldig sætning, men den er kæmpestor. For det kræver koloenorme kraftanstrengelser at have det godt med dig selv, når du har fået den idé, at din værdi er proportional med dine præstationer.
Jeg har brugt utrolige mængder tid og energi på at gøre mig umage med at være dygtig, pæn, sjov, interessant, tynd, forberedt, perfekt. Men når perfektion bliver målet, når man det aldrig. Og hvor ville meget af den tid have været bedre brugt på sofaneseren med Mad Men og mine boys.
Tilbage til vægten. At være tynd er nemlig også en præstation, jeg har jagtet. Nævn en kur, og jeg har været på den. Jeg har sværget til Vægtvogterne, 5:2-kuren, lavet stenalderkost, været på juicekur, Aloe Vera udrensning og kæmpet mig igennem ækle Nupo-blandinger. Jeg er 159 cm. og vejede 68 kilo, da jeg var størst.
I starten af mine 30’ere tabte jeg 15 kilo (og øgede klimabelastningen) ved at fortære enorme mængder animalsk protein og forsage hvede og sukker. Det resulterede i en helt ny garderobe og overvældende anerkendelse fra alle tænkelige sider. Seriøst. Mennesker, jeg ikke kendte navnet på, stoppede mig på gaden og komplimenterede mit vægttab.
Den positive opmærksomhed var en dejlig betaling for det hårde slid. Det var 12 måneders uafbrudt stroppetur at tabe de kilo. Det kostede hårdt arbejde og afsavn, og i dag kan jeg se, at jeg også betalte med livskvalitet.
Jeg blev ret tynd og holdt vægten længe. Alt handlede om mad og planlægning af mad. Når vi skulle til fødselsdag, bagte jeg noget uden mel og sukker, tog det med og spiste det i stedet for det, værterne serverede. Til sociale arrangementer på mit arbejde, gumlede jeg mandler, mens kollegerne havde det rart med en stang wienerbrød. Jeg tillod ikke mig selv at træde ved siden af, for min kur-erfaring sagde mig, at der kun fandtes to veje; den rigtige og den forkerte, og hvis jeg én gang trådte ud på den forkerte, var der alt for langt tilbage, og jeg ville tage alle de kilo på, jeg havde tabt, og et par stykker til.
Da jeg var tyndest, og vi så billeder af mig, da jeg var tykkest, kunne folk omkring mig sige: “Neej, hvor er det flot, at du har tabt dig” - i den bedste mening er jeg sikker på. Men indirekte hørte jeg: “Hvor er du blevet et godt menneske, efter du har tabt dig”.
I takt med at jeg også begyndte at gå op i, hvordan jeg ser ud på indersiden, slap jeg ubevidst grebet om min spisekontrol. Jeg tog lidt på, og kommentarerne om min vægt holdt op. Mennesker stopper sjovt nok ikke hinanden på gaden og siger: “Har du ikke taget på?” Komplimenterne ebbede ud, og tomhed lagde sig der, hvor den positive opmærksomhed havde haft plads.
Der hvor selvværdet burde ligge.
I dag vejer jeg mig sjældent. Jeg øver mig i at have et balanceret forhold til mad, krop og vægt, og på at tro på at jeg er god nok, uanset om jeg vejer 54 eller 57 kilo.
Jeg vil have hverdage præget af livskvalitet. Ingen mad eller drikke er forbudt. Det handler om balance, om mængder selvfølgelig, og om nydelse. Jeg vælger at nyde et godt glas vin (nej to) eller et par stykker chokolade i stedet for enten at bandlyse det eller voldæde en hel plade og slå mig selv i hovedet over det bagefter. Jeg oplever, at den tilgang fungerer, og jeg tror ærlig talt, det er fordi, jeg er begyndt at behandle mig selv ordentligt. Jeg begynder at tro på, at jeg har fortjent det glas vin (nej to), ikke fordi jeg har præsteret noget, men fordi det gør mig glad.
Og inden det kommer til at lyde som om, jeg går rundt med nøglen til den hellige gral om halsen, indrømmer jeg, at der også er dage, hvor jeg tømmer en pose tyske pebernødder med nougat på sofaen til en film af tvivlsom kvalitet. Jeg bryder mig overhovedet ikke om nougat, men sukkertrangen overvinder æstetikken, når overskuddet er i underskud.
Desværre er omtrent 75 % af mit daglige kalorieindtag så brugt på tarvelige snacks, og hvis man nørder i den slags, vil man vide, at det tager 120 hæslige minutter på cyklen eller 90 minutter på løbebåndet at udligne. Men jeg nørder ikke i den slags længere. Jeg er god nok, som jeg er og prøver at tilgive mig selv for pebernødderne, med nougat og det hele.
