Giv slip og accepter

Om ADHD, ansvar og skam

Min yngste søn har fået diagnosen ADHD i en alder af 16 år. Den ældste, som er 20 nu, fik samme diagnose, da han var 15, så jeg ved, hvad det handler om. Og jeg har indset, at jeg skal have tilføjet Giv slip og accepter på to do-listen.

ADHD er en arvelig opmærksomhedsforstyrrelse, som drengene sandsynligvis har fra deres far. Han er fra den tid, hvor ADHD gik under betegnelsen Utilpasset og ikke blev ledsaget af viden og behandling. Vi er altså 5 i husstanden, hvoraf 1 er bulldog og 3 har udfordringer med overblik, planlægning, koncentration, fleksibilitet, behovsudsættelse, hukommelse, tidsoptimisme og impulskontrol. Det gælder faktisk også alt sammen for bulldogen.

Jeg har tidligere beskrevet, hvordan ansvarlighed, målretning og kontrol har været bærende strategier i mit liv, og jeg kan jeg se, at jeg ikke alene har haft forbandet travlt med at kontrollere, tage ansvar og sætte retning for mig selv, men også for mine børn og til tider sågar for min mand. 

Hvis du er forælder, gætter jeg på, at du også havde forestillinger og forventninger om, hvordan livet med børn ville se ud, inden de kom. Du husker sikkert de vilde følelser af omsorg, glæde, stolthed og kærlighed, da du sad med dit lille barn i armene. Og mon ikke du også kender oplevelsen af, at disse følelser får følgeskab af frustration, frygt, usikkerhed og overvældelse, når du bliver mødt af udfordringer, du ikke havde evne til at forestille dig på forhånd. 

Jeg tror, det er et nogenlunde universelt forælder-følelsesspekter. Forskellen ligger i, hvordan vi håndterer de svære følelser. Min strategi har været at holde dem fra livet ved at tage overansvar for at fikse de udfordringer, der skaber dem, og jeg skulle blive over 40, inden jeg opdagede, at det ikke er en bæredygtig strategi. Men nu prøver jeg noget nyt.

Giv slip og accepter er det nye sort i min mentale garderobe.

Hvad er accept egentlig? Det er ikke at forsøge at overbevise sig selv om, at alt bare er godt. Det troede jeg engang. Accept handler om at erkende, at der er ubehagelige følelser, at mærke dem og være med dem i stedet for at undertrykke dem.

Jeg skal lære at acceptere, at jeg ikke kan kontrollere den uforudsigelighed, der følger med ADHD, og at det ikke er mit ansvar at gøre det. 

Og hvad så (tænkt eksempel), hvis vi gør entré midt i Dronningens nytårstale, fordi yngstens udvalgte bukser viste sig at have en plet over lænden, der lugtede af mug, og det tog 45 minutter at overbevise ham om, at man kan give den et strint Stronger With You og krydse fingre for, at han ikke får lyst til at score en person med dværgvækst. Det er ikke mit ansvar. 

Eller hvad så (tænkt eksempel), hvis ældsten giver en fuck for Emma Gad, drikker sig sanseløst beruset til den første julefrokost på sin læreplads, falder i søvn på bordkanten kl. 22.30, så hans kæreste må ruske ham vågen og bære ham hjem. Det er heller ikke mit ansvar.    

Eller (tænkt eksempel), hvis min mands festhumør overstiger det underforståede kodeks i et selskab i en grad, der får de øvrige gæster til at sidde uroligt på stolen og krumme tæer. Ikke mit ansvar.

Det handler også om at acceptere, at mine (snart) voksne børn har brug for hjælp til helt almindelige ting som at komme afsted til tiden, få afleveret en tilmelding og holde styr på økonomien. 

Jeg har skammet mig over, at det var svært for dem, fordi jeg følte, at det pegede tilbage på en mangel i deres opdragelse - at vi har curlet dem til uselvstændighed. Så jeg har kompenseret for dem, ubevidst og i det skjulte. Skammen har også huseret i mig, når deres manglende impulskontrol har drevet dem til grænsen og længere. 

Men det er ikke mit ansvar. ADHD er kemi, manglende kemiske forbindelser i hjernen, og heldigvis er vores drenge godt hjulpet af medicin. Men de vil have brug for vores hjælp længe, måske altid. Og det kan du sagtens komme til at høre mig bagatatellisere eller joke med, men når jeg sidder for mig selv og reflekterer over, hvad det betyder for deres liv, bliver jeg dybt berørt af det.

ADHD er heldigvis ikke kun hårdt arbejde. Hverdagen bobler også af sjove indfald og impulsive skud af optur, som jeg skylder husstandens skæve hjerner en tak for. 

Som ældstens umiddelbare og ustyrlige glæde over at opdage, at der er bacon i aftensmaden, hvilket resulterer i en art indianerdans midt på køkkengulvet. Eller min mands lynhurtige evne til at gribe en tilfældig udtalelse, vende den på hovedet og frembringe lige dele irriterende far-jokes og knivskarpe genialiteter. Og bulldogens insisteren på at gøre præcis, hvad der passer den.