Lagkage for sjælen

Jeg går i træningscenter 2 gange om ugen med min Søster Lagkage. Ikke for min fornøjelses skyld, heller ikke for hendes. ‘Hvad træner I til?’, spørger vores far. ‘Vores alderdom’, svarer Søster Lagkage. 

Jeg har en god veninde, der nyder at tage til træning. ‘Det er mit frirum’, siger hun. Jeg misunder den følelse, men forstår den ikke. For mig er det en pligt. Desværre synes jeg, at al sport og motion er røvkedeligt, og jeg tæller minutterne, til det er overstået.

‘Det er bare fordi du ikke har fundet den rigtige motionsform’, siger folk så. Nævn en sportsgren (inkl. kørestolsrugby), og jeg har prøvet. Jeg mangler evne og måske mest af alt vedholdenhed. 

Det værste, jeg har prøvet til dato: At stikke stolperne ned i et par velcrosko, godt fugtige af sved, der ikke er mit, plante bagpartiet i et alt for lille sæde, få fødderne svejset fast til pedalerne, okse afsted uden at flytte mig en centimeter som en hamster på speed efter et usynligt mål. Imens bliver resultatet af anstrengelserne projiceret til en storskærm side om side med motionister, der er drevet af indre motivation. Det påstås, at der indtræffer en grad af afhængighed efter 8-10 træninger, så jeg gav det 8 forsøg, og fandt det fuldstændig uproblematisk at holde op igen.

Min far drømte om aktive foreningsdrenge, der sov med fodboldstøvlerne på, så de kunne komme hurtigst muligt ud på plænen om morgenen. Men han fik altså kun Søster Lagkage og mig. Vi sov med fjernbetjeningen lige ved hånden, så vi kunne tænde for Beverly Hills 90210, straks vi vågnede. 

Mine sportseventyr har varet 6 uger i gennemsnit, inden jeg har givet op. Bortset fra håndbold, for da satte farmand foden ned: ‘Nu gør du sæsonen færdig’. Så var han ude at se mig spille en kamp. Så fik jeg lov til at stoppe.

Efter en motionsløs barndom og ungdom gik det pludselig op for mig, at jeg statistisk set var halvvejs i livet, og at jeg gerne vil have det hele med. Så jeg tog Søster Lagkage under armen og gik i træningscenter.  

Nu kommer ord som ‘core’ og ‘cardio’ ubesværet ud af min mund, og stakken af træningstøj i skabet er lige så høj som den med nattøj. Men jeg hører ikke til i klubben for træningsafhængige - det er en overvindelse at komme afsted. Hver. Eneste. Gang. Alligevel har Søster Lagkage og jeg trænet mindst to gange om ugen i 2 ½ år nu.  

Jeg har funderet som en gal over årsagen til den overlegne rekord i sportslig vedholdenhed. Nu har jeg indset det. 

Det er lagkagen. 

Hun er ikke klar over det, men hver gang, vi er sammen, reparerer hun noget, hun ikke engang har ødelagt. 

Vi får ordnet vores verdenssituation i pauserne mellem ørkesløse baldeløft og maverulninger. Pauserne er vigtige for for muskelopbygningen, har jeg læst, og de er afgørende for mit mentale velvære. Pauserne fungerer nemlig som en ventil for alt det, der har hobet sig op i mit inderste. Det finder helt naturligt ud i virkeligheden lige der mellem mave-maskiner og arm-aggregater og bliver iltet og bearbejdet i dialog med lagkagen. 

Jeg kan sige alt til hende. Det er trygt, og intet er for skamfuldt eller smertefuldt at dele. Hun holder sig ikke tilbage fra at udfordre mine overbevisninger, og et dyrt selvudviklingskursus fordobles i værdi, når indsigterne kommer en tur igennem hendes lagkagedeler. 

Vi er meget forskellige. Hun føler - jeg tænker. Når hun mærker en følelse, finder den vej ud af munden på hende, længe før den er færdigformuleret. Når jeg får en tanke, tænker jeg den helt til ende, helst to gange, inden den bliver sluppet løs. Vores forskelligheder er brikker i et puslespil, der kan samles og blive komplet. Jeg kan sige, når hun er for meget, og hun bemærker, når jeg er for lidt. 

Jeg drager lagkagen til ansvar for, at jeg er blevet sådan en, der træner. Efter mere end 40 års sportsantipati. Tænk hvad mine idrætslærere gennem tiden kunne have sparet i frustrationer, hvis de havde vidst noget om selvudvikling. 

Det allerbedste ved at træne med lagkagen er, at hun ikke er fanatisk. Selvom hun er blevet smækker og vimser rundt og ligner en grovbolle takket være et mådehold, hun ikke har lært i sit barndomshjem, er hun med mig så langt, at flydende kost med mindst 12 % Vol. har en central plads i madpyramiden.

Verden ville være et meget bedre sted, hvis alle havde en lagkage som lise for sjælen.