Begejstringens kunst

Da vi var unge, havde min mand og jeg en aftale om, at jeg, som en service til ham, satte pegefingeren på næsen, når jeg blev begejstret. Nu har han efterhånden lært at spotte de bittesmå signaler, der afslører min henrykkelse. Når den ene side af mundvigen løfter sig en anelse højere end den anden, er jeg over the moon.  

Jeg arbejdede engang i en kreativ virksomhed med overvejende ekstroverte kolleger. Dejlige mennesker, der sådan cirka er min diametrale modsætning. Den slags der får 100 idéer i minuttet, griber enhver anledning til en udklædningsfest og taler imens tankerne tager form.

Når en kollega havde fødselsdag, blev der samlet ind til en gave, som fødselaren pakkede op i en knitrende stemning af 25 kolleger, der var ved at boble over af forventning til, hvordan den blev modtaget. Det var kutyme, at den lykkelige modtager brød ud i begejstring og, udover hjemmebag, kvitterede med en hjertelig krammer. Til alle.

Jeg frygtede min fødselsdag flere uger i forvejen. Når jeg stod i spotlyset og havde pakket op, gjorde jeg en lille smule vold på mig selv i forsøget på at leve op til begejstrings-kodekset. Og selvom jeg vitterligt gjorde alt, hvad jeg kunne for at svinge begge mundvige et godt stykke op over standard, følte jeg slet ikke, jeg kunne levere det show, der var forventet. 

Når jeg står til en koncert og vipper højre fod i takt til musikken, har jeg en lige så vidunderlig oplevelse som hende ved siden af, der står med armene over hovedet og ligner et epileptisk anfald. Men jeg er pinligt bevidst om, at jeg ser ud som om, jeg længes efter en sofa og et afsnit af Barnaby, og jeg ville ønske, jeg i det mindste kunne svinge mig op til en krampe i lægmusklen. Men min krop vil ikke. 

Jeg har altid haft en følelse af at være halvkedelig - overordentlig ansvarsfuld i hvert fald, og de to kan nemt forveksles. Især i mine yngre dage, blev jeg tit misforstået som sur eller snobbet, men jeg er faktisk rummelig og også morsom - når man lærer mig at kende.  

Introvert i en ekstrovert verden 

Da jeg begyndte at lytte til Camilla Lærkesens podcast om at være introvert i en ekstrovert verden, var det som om, hun satte et spejl op foran mit livs inderste tanker og følelser og åbnede en dør til et rum fuld af mennesker, der har det ligesom mig. Det var en slags åbenbaring efter, i et halvt liv, at have slæbt rundt på en overbevisning om, at jeg var alene om at være en lille smule forkert.

Gennem min skoletid og i mit arbejdsliv har ekstroverte værdier været gældende. Jeg har mødt utallige opfordringer om at markere mere, smile mere, sige mere og tale højere. Men jeg har det bedst, når der er tid til at tænke en tanke igennem to gange, inden den stille og roligt finder vej ud i verden. 

Jeg har (haft) ekstroverte roller i mit arbejdsliv og derfor ageret ekstrovert i mange sammenhænge. Fordi det har været forventet og påkrævet, og fordi det er sådan, jeg har kunnet opnå anerkendelse og fremdrift. Men når man scorer 97/100 på et introvert-barometer og har brugt 40 år på at forsøge at være ekstrovert, så bliver man træt.   

Jeg elsker en fest befolket af ekstroverte mennesker - de skaber festen. Og der bor en stemme i mig, der insisterer på, at jeg også burde slå mig løs. Men jeg har slået op med Burde, så jeg prøver at skifte stil fra den insisterende til det nye sort i min mentale garderobe:

Selvaccept. 

Jeg slår ikke ud med armene og danser ikke på bordene, faktisk helst ingen steder. Jeg er begejstret på min måde og det er godt nok. 

Hvis jeg siger noget i plenum i en festlig forsamling, skulle du tage at lytte efter. For hvis det finder vej ud af min mund, er det godkendt af den strenge jury, der bor i min hjerne, så der er en rimelig chance for, at det er spidsfindigt, måske endda morsomt.

Og hvis du bliver træt af plenum og kunne tænke dig en dybere samtale på tomandshånd med en interesseret lytter og god sparringspartner, så ville jeg vælge mig, hvis jeg var dig.