En planlæggers bekendelser
“Vi må være parate til at slippe det liv, vi har planlagt, for at få det liv, der venter os. ”
Joseph Campbell står bag The Hero’s Journey, en model for menneskelig udvikling. Hans citat ræsonnerer hos mig.
Jeg brugte nemlig mine første godt 40 år på at leve op til forventninger, som har sneget sig ind i mit system via modermælken, skolebøgerne og grundvandet - uden at tænke nærmere over, om jeg var glad. Det var der heller ikke umiddelbart grund til, for det resulterede i noget, der kunne ligne det perfekte liv.
Indtil for få år siden så rammerne om mit liv sådan ud:
En karriere der kørte i højeste gear.
Et stort hus renoveret til perfektion.
Smukke børn.
En pæn mand.
En bugnende garderobe.
Fast frisørtid hver 6. uge.
Fitness 3 gange om ugen før arbejdstid.
Dyre vine.
Spændende rejser.
Men jeg var aldrig rigtigt tilfreds. Jeg var altid i gang med at planlægge det næste mål. “Når vi får renoveret terrassen, bliver det fantastisk at sidde derude, og så skal vi bare nyde det.” Men når jeg så sad der på min top notch komposit-terrasse i nye havemøbler fra Ilva, var jeg ikke nærværende. I mit hoved var jeg videre til det næste projekt, der skulle gøre livet, lykken og glæden fuldkommen.
Jeg har svært ved at være til stede i det, der er lige nu, men planlægger konstant fremad.
Vi tog på 3 ugers rundrejse i USA. Jeg brugte alle frie timer i 6 måneder op til turen på at planlægge, researche, lave ruter, booke hoteller og oplevelser og ændre dem igen, når jeg fandt noget bedre. Jeg kunne godt lide processen, for den gav mig en følelse af kontrol, men jeg var ikke nærværende derhjemme. Jeg levede på den rejse i et forsøg på at sikre, at den ville blive perfekt, når vi skulle på den i virkeligheden. Seriøst. Min mand og vores rejsevenner bad om, at jeg lagde slots ind i programmet til spontanitet 🫣
Med den form for planlægning er der nærmest statsgaranti for at blive snydt for gode oplevelser, der dukker op ud af det blå, men forstyrrer programmet. Jeg kender også ret godt til skuffelsen over, at det man møder, ikke er helt så fantastisk som i fantasien.
Rejsen i USA skuffede på ingen måde, og jeg tænker på den med glæde og taknemmelighed. Men skulle jeg gøre noget om, ville jeg have nydt det mere, der hvor vi var, når vi var der. For jeg var hele tiden videre i mit hoved til det næste punkt på programmet.
Sjovt nok står én oplevelse ud som noget særligt. Vi havde en nødvendighedsovernatning på en længere strækning uden store forventninger. Autocamperen parkerede vi på en øde plads, hvor mobildækningen forsvandt. Drengene lavede bål, og vi sad i solnedgangen og drak sjusser og snakkede om drømme og håb.
Det nu på en vildmark i Arizona husker jeg som fredfyldt og af stor betydning. Nu samler jeg på den slags øjeblikke og øver mig i at være med nuet, som det hedder på selvudviklingsk. Er jeg i mål?
Ikke engang tæt på.
Og jeg begynder at forstå, at værdien ligger i, at jeg aldrig kommer det. Lykken finder jeg ikke ved målet, men i nuet. Glæden ligger måske ligefrem gemt i den usikkerhed, der bor i mig, når jeg ikke føler, jeg har hundrede procent styr på en præsentation, en pakkeliste, en plan, mit liv.
Usikkerhed er min følgesvend. Hvis jeg kunne finde glæden i den frem for at overkomme den, kunne vi lave et ménage à trois - usikkerheden, glæden og jeg. Det ville være nice.
I dag ser rammerne om mit liv sådan ud:
Karrieren kører i et lavere gear.
Huset er skiftet ud med et mindre, hvor køkkenlågernes forskellige nuancer af hvid er en del af charmen.
Børnene er stadig smukke, og meget mere end det.
Manden er her endnu ♥️
Garderoben fornyes sjældent og har fået underordnet betydning.
Håret har fået en vis grad af selvstændighed.
Fitness foregår, når fanden har fået sko på - og knap så ofte til fordel for yoga på stuegulvet og meditation.
Vinene er primært fra Brugsen.
Rejserne er kortere og nyder mindre planlægning.
Jeg er åben for det liv, der venter mig og tager mig selv i det, når jeg fristes til at lægge en plan.
